Jagtsæson!

Svend-Allan Sørensen er en ganske særlig stemme i samtidskunsten. Han har noget kørende med sproget, men han har også noget for med naturen og med de vildtlevende dyr. Som lige dele billedkunstner, jæger og digter bringer han sentenser frem fra dyrenes verden og skærer dem ud i træ, trykker dem og serverer dem for os som ordbilleder eller billeddigte: Hør her, hvad han kan finde på at skrive: »Bird is a word«, hedder det i et ordbillede. Eller: »In politics ideals are for the birds. Political positions aren't so much believed as they are used to gain and maintain power,« hedder det i et lidt længere billeddigt, der lader fuglene repræsentere de originale og rene værdier, som er gået tabt under parlamentarismens pragmatiske magtspil. Men han kan også ytre sig mere konkret som i »Overdog«, der selvfølgelig står over »Underdog«, så ordbillederne illustrerer budskabet.

Og sådan kunne man blive ved, for på sin seneste udstilling i Nikolaj er der to vægge, fyldt med disse ordbilleder. Men Svend-Allan Sørensen »maler« også med lyd, han laver videoer og udtrykker sig i tre dimensioner - han ynder især at lave installationer ved hjælp af readymades - således hænger der en række ænder på træk i Nikolajs højloftede Tårngalleri, hvor han pt. udstiller. Disse readymades er også hentet i jagtens verden. Hans værker er skæve og sorgmuntre, og man ved ikke altid, om han mener det, eller om han spøger. Eksempelvis står der et kor af udstoppede, vilde dyr, der synger Christianias gamle kampsang fra 1970'erne: »I kan ikke slå os ihjel«, så hele tårngalleriet ryster. Svend-Allan Sørensen er med andre ord en konceptkunstner, der benytter mange forskellige medier. Hans kunst handler om livet som jæger og menneske, og hans underfundige udstilling zoomer ind på tilværelsens gådefuldhed og jagten som en opmærksomhedskrævende tilstandsform.

Deres udsendte møder kunstneren i kirken for at få nogle svar fra »hestens« egen mule. Dagen før er han i øvrigt blevet interviewet til et jagtblad: »Hvordan kan det på nogen måde retfærdiggøres, at voksne veluddannede mennesker - fortrinsvis mænd - finder på at gå ud i naturen og for deres fornøjelses skyld dræber uskyldige, umælende dyr,« skriver Klaus Rifbjerg i sin nyligt udgivne bog Der kom en hæslig jæger. Men han svarer selv på spørgsmålet i bogen, der beskriver jægerens store (natur) oplevelser. Hvorfor bruger du jagten i din kunst?. JEG er landmandssøn og voksede op på en gård i Midtjylland, og jeg tog jagttegn som syttenårig. Det ligger derfor lige til højrebenet at inddrage jagten i min kunst. Det er i det hele taget vigtigt at lave kunst om noget, som man har et nært forhold til. Jeg ville ikke kunne lave kunst om fodbold, biler eller stangtennis. Min hjemstavn var et rent paradis at vokse op i, og jeg har lavet en video om mit barndomshjem sammen med kunstneren Søren Martinsen, men jeg ville ikke kunne bo der i dag. Jeg har valgt at slå mig ned i et yderst gennemsnitligt dobbelthus tæt på centrum i Odense med en Fakta og en Brugsen rundt om hjørnet.« (Svend-Allan Sørensen er uddannet på Det fynske Kunstakademi fra 1997-2002, red.) »Det ligger tilpas langt fra naturen, til at jeg kan få den fornødne distance til at skildre den, og dog er der ikke langt derud, når jagthornet blæser. Der er både noget ubehageligt og noget skønt ved jagt. Vi kan ikke komme udenom, at der er tale om drab, men som pacifist og antimilitarist skelner jeg ligesom Rifbjerg klart mellem krig og jagt. Der er ikke politik i fasanjagt, men selv om militæret ikke burde være politisk, er der tale om en politisk handling, når man sender tropper til Afghanistan.«

- Du har en pumpgun. Det er et stærkt, amerikansk jagtvåben, som godt kan virke militaristisk? »Ja, men det er også et meget præcist og effektivt våben, som jeg i øvrigt afprøvede i går på lerduebanen for første gang.

Med dette våben nappede jeg lige fem ud af fem lerduer. Men i virkeligheden er det et haglvåben som alle mulige andre.« - I jagten er man da hele tiden oppe imod sig selv og måler sin egen kunnen - ligesom i andre individualistiske sportsgrene som golf - samtidig med at man som jæger udfolder sit maskuline urinstinkt? »Ja, jagt har også noget med selvopholdelsesdriften at gøre, men man skal gøre det ordentligt. Tanken om, at man har strejfet en fugl, der flyver videre, er ikke til at bære. Selv om det er voldsomt, er det at jage ren minimalisme. Det er ikke hverken eller - men lige på. Og der er ingen fortrydelsesret.« - Du bruger især fuglene som metaforer i dine værker? »Fuglene rangerer højt inden for jagthierarkiet. Sneppen er kongen, for den er sværest at få ram på. Fuglene er fascinerende, fordi de kan noget, som vi ikke kan. Vi kan løbe som ræve og svømme som fisk, men vi kan ikke flyve. Dette ekstra niveau gør, at fuglejagt er den mest eventyrlige af alle jagtformer.

«Når man tænker på Boganis' Jagtbreve eller Martin A. Hansens sneppejagt i Løgneren, hvor sneppen er synonym med Johannes Vigs uforløste kærlighedslængsel, så er der tale om et betydningstungt billede, når Svend-Allan Sørensen inddrager de flyvende væsener.

- Er Danmark ikke for lille til de store naturoplevelser? »Nej da, Danmark er stort og byder på masser af naturoplevelser.

I går sad jeg ved Guldborgsundbroen syd for Vordingborg og lyttede til får, der brægede og en skarv, der skreg. Vi sad der, til det blev mørkt, og det var fortryllende.

Man skal bare væk fra elledningerne og bilerne.« - Hvem har du egentlig som forbillede? »Det er svært at komme uden om Johannes Larsen. Men også Peter Laugesen, især som digter. Han har en præcision i sproget, som jeg sætter højt. I de fleste af mine træsnit indgår der citater - fra Johnny Cash, Peter Laugesen, Lone Hørslev og andre.« (Svend-Allan Sørensen har lavet forsider til to af Hørslevs digtsamlinger, red.). »Jeg tager kun det, jeg kan bruge og skærer det hele ud, så det får en menneskelig betydning og fremtræder, som om der er en og samme afsender. På min nye udstilling er ordbillederne sure og voldsomme. De råber virkelig. Der er et krast Johnny Cash-citat, inspireret af en video, hvor han går rundt med en salonriffel og rammer en krage, der dog ikke dør. Så synger han en sang for den og får i virkeligheden i løbet af videoen digtet en skilsmissesang.

Min udstilling er minimal, så værkerne virker hårdere end ellers, men det skyldes også, at udstillingen har et stort kirkerum som ramme. Ikke at jeg er et religiøst menneske, men ligesom alle andre er jeg udspændt mellem et punkt A og et punkt B, mellem fødsel og død. I tableauet med de syngende, vilde dyr er flere dyr ved at slå hinanden ihjel. Og så er der en ugle inde i en jagthytte, der sidder og synger om sin ensomhed, en ensomhed som publikum kan dele med den, hvis de vover sig derind. I modsætning til menneskene kan dyrene ikke udvise empati. Naturen er en meget hård verden.